Nye prototyper fra Tesla og Toyota

Toyota investerede i foråret omkring 300 millioner kroner i den spirende elbil-fabrik Tesla. Nu melder alliancen om nye prototyper allerede i slutningen af denne måned.

Meldingen kommer direkte fra Teslas cheftekniker JB Straubel, der i et interview med det amerikanske magasin CNN Money forklarede, at man i slutningen af juli vil være klar med to helt nye elektriske prototyper.

Toyota skød i maj måned 50 millioner dollar i det amerikanske iværksætterselskab, der har kæmpet hårdt for et gennembrud i en tid, hvor bilindustrien endnu ikke synes have afgjort, om rene elbiler vitterlig er fremtiden. Men japanerne tror altså på ideen, og nu har alliancen allerede et bud parat.

De to prototyper er endnu så hemmelige, at kun bekræftelsen har set dagens lys. Det skulle dog være temmelig sikkert, at Toyota leverer chassis og karrosseri, mens Tesla har stået for drivlinen.

Yderligere detaljer vil JB Straubel ikke ud med, men det hører med til historien, at Toyota gennem længere tid har syslet med en elektrisk version af den lille iQ.




Bogmærk og publicer






 
 
 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 

 



BILBRANCHEN - En del af DI 1787 København V. Tel: 3377 3373 Fax: 3377 3030 E-mail:bildi.dk