På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Bilsalget til erhverv er i fremgang

Firmabilsalget oplever fremgang i årets første otte måneder. Selvom købelysten blandt private er aftagende, vælger flere at lease.
Bilpark

Om tallene udtaler direktør i Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen: ”Salget af nye personbiler har siden 2011 været støt stigende, og ser ud til igen i år, at nå et højt niveau. Det er glædeligt for både branchen og for bilejerne, som får nyere biler at køre i. Dog har de seneste års salgsrekorder været båret af en stigende andel private kunder, som køber små billige biler med lav avance. Det presser bilforhandlerne på indtjeningen. Derfor er det nu positivt, at tallene viser, at virksomhederne igen anskaffer sig flere nye biler, idet de typisk også vælger lidt større biler med mere moderne teknologi”.

Salget af personbiler til erhverv er steget 26 pct. i årets første otte måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig er salget til private faldet 5 pct. Til gengæld er privatleasing i markant fremgang og er steget 129 pct.

I statistikken indregnes privatlease i firmabilsalget. Men selvom firmabilsalget renses for privatlease, og vi i stedet medregner privatleasing under privatmarkedet, er tendensen overordnet den samme.  År-til-dato er firmabilsalget renset for privatlease steget 18 pct., imens privatmarkedet inklusive privatlease er omtrent uændret.

”Som vi løbende i år har italesat det, ser privatmarkedet ud til at have nået et mætningspunkt, selv når vi medregner privatleasingsegmentet. Det sker i takt med, at garagerne hos de private kunder er ved at være fyldt op med især mikro- og minibiler, forklarer Thomas Møller Sørensen.

Eksempelvis steg antallet af familier med tre eller flere biler 27 pct. fra 2009 til 2013 samtidig med, at familier med kun én bil faldt 1 pct.

Til gengæld mener han, at det er positivt, at flere private kunder har fået øjnene op for fordelene ved at privatlease. ”Kunder vælger typisk også en lidt større bil, når de leaser i forhold til de kunder som vælger at eje” tilføjer han.

Eksempelvis har hele 71 pct. af alle private bilkøbere i årets første otte måneder valgt en minibil. På privatleasingmarkedet udgør minibilerne ”kun” 45 pct.

Kilder: Bilstatistik.dk og Danmarks Statistik