På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Landsdækkende kampagne skydes i gang for lovpligtige ansvarsforsikringer

Registrerede brugere eller ejere af et køretøj uden lovpligtige ansvarsforsikring vil fra og med 1. januar 2019 blive opkrævet et dagsgebyr på 250 kroner.

Gebyret opkræves for hver dag, køretøjet ikke er forsikret. Gebyret er betydelig højere, end det en ansvarsforsikring koster.

For at undgå at blive opkrævet et gebyr, skal ejer eller bruger enten købe den lovpligtige ansvarsforsikring på sit køretøj eller aflevere nummerpladerne til SKAT.

Gebyret følger en fysisk person, virksomhed m.m., og er derfor ikke bundet op på køretøjet. Den gebyrpligtige kan ikke købe en ny forsikring på noget køretøj, før gebyret til DFIM er betalt.  

Dagsgebyret er blevet indført ved lov, fordi der i dag er omkring 50.000 køretøjer i Danmark, som ikke har den lovpligtige forsikring, og som forvolder skader på andre. De samlede udgifter løber op i mere end 70 millioner kroner om året.  

Har man ikke en ansvarsforsikring på sit køretøj, kommer man i sidste ende til selv at betale for de skader, man forvolder på andre og deres ting. Er der tale om personskader, der medfører invaliditet og tab af erhvervsevne, kan erstatningsudgifterne løbe op i millioner af kroner.  

Formålet med loven er at nedbringe antallet af uforsikrede køretøjer og dermed reducere den millionregning, som alle, der ellers har købt den lovpligtige forsikring, er med til at betale. Hverken folketinget eller DFIM mener, det er rimeligt, at kunder med en forsikring betaler for skader forårsaget af et køretøj uden forsikring.  

DFIM er en garantifond, der hjælper med at udbetale erstatning til de personer, der er blevet skadet af et uforsikret køretøj. Det er DFIM, der fra og med 1. januar 2019, hvor loven træder i kraft, står for opkrævning af dagsgebyret. DFIM henter oplysningerne om køretøjernes manglende forsikring i DMR - Motorstyrelsens Digital Motor Register.

Kontakt image
Seniorchefkonsulent
Tlf: +45 3377 3567
Mobil: +45 2949 4413
E-mail: kartdi.dk
PUBLISHED: 04-12-2018 LAST MODIFIED: 04-12-2018